Selv de allerbedste ideer skal der kæmpes for. Forfængelighed skal pakkes væk. Og viljen bliver testet igen og igen. Men for den som er vedholdende, er målet særlig smuk.

I sommeren 2013 sad Camilla Hesselund Lastein til eksamen. For at kunne løse den stillede opgave, havde hun brug for en bestemt model, som bedst illustrerede løsningen.

Modellen og dens navn stod i hendes noter. Men som HA studerende er der rigtig mange noter. Så mange at der gik 15 min, før hun måtte give op.

Kostbar tid forsvandt i bunken af noter og fagbøger. Og lige der opstod ideen. Eller nærmere et ønske om at skabe en løsning, som skulle gøre det lettere for den studerende at finde rundt i pensum.

Uanset det var i hverdagen, hvor lektier skulle laves, eller det var til eksamen, hvor hurtigt overblik over noter er en væsentlig parameter.

Metoden indebar at alle studiebøger skulle digitaliseres. Og herfra skulle det være muligt dels at lave digitale noter, dels at søge i de digitale bøger.

Løsningen skulle senere få navnet LIX.

Forfængeligheden måtte vige før priserne kom hjem

LIX blev præsenteret for Kasper Enggaard Krog. Han så med det samme mulighederne og potentialet i Camillas ide og investerede i første omgang penge i projektet, men senere også sin arbejdskraft, hvorfor han måtte opsige sin faste stilling som Vice President i NetBooster.

Men de kommende måneder skulle vise at penge og tid ikke var tilstrækkeligt for at få solgt konceptet til de danske forlag. Dagligt blev der ringet rundt. Og dagligt modtog Kasper flere nej’er end han nogensinde havde forestillet sig.

Hver dag var en udfordring som blev håndteret med daglig mentaltræning for at bevare optimismen og gå-på-modet. Samtidig måtte enhver antydning af forfængelighed placeres udenfor. Og i stedet hentes en stålfast vilje og tro på produktet.

Og efter hvert “nej tak” gik Kasper og Camilla tilbage på kontoret med de forskellige tilbagemeldinger. Feedback som blev anvendt til konstant at forbedre produktet og målrette det mod de forskellige samarbejdspartnere.

Sideløbende med dette fik LIX hjælp til markedsføring, de fik tilført kapital fra både legater og investorer og de blev nomineret til en lang række priser som de alle vandt, herunder Ivækstprisen “Årets Gyldne hat 2015”.

Og pludselig lå der en spændende invitation på bordet. LIX blev som den eneste iværksættervirksomhed inviteret med ved bordet, hvor der primært sad direktører fra de største danske virksomheder. Invitationen var fra Lars Løkke Rasmussen. Emnet var Danmarks 2025 Plan.

Lancering med udfordringer

Sidst i januar 2016 kunne man endelig fejre åbningen af LIX. Fra den dag blev det muligt for de studerende at downloade LIX og dermed få adgang til studiebøger digitalt.

Desværre er det primært amerikanske lærebøger, da de danske forlag har været afvisende i forhold til at indgå samarbejde med LIX, da de frygter, hvilken indvirkning det vil få på deres forretning.

Et ærgerligt udgangspunkt for lancering, men som dog ikke ændrer på glæden hos LIX ved nu at have første version af LIX på markedet. Sidenhen har forholdet til de danske forlag ændret sig, og Lix modtager dagligt mange bøger fra forlagene.

Og kigger man fremad, er der flere nye tiltag og muligheder. Ambitionen hos LIX er aldrig at gå på kompromis med læring. Og at gøre læring tilgængelig for alle. Og ikke kun for de som har råd. Der er blandt andet et stort marked i u-landene, hvor LIX kan gøre en kæmpe forskel.

Samtidig ønsker man hos LIX at sætte strøm til bogen med blandt andet videoer, som gør det lettere for fx læsesvage at få adgang til ny viden.

Krystalkuglen peger i retning af at gøre en stor forskel. For de studerende, for de svageste i samfundet og i forhold til verdens tilgang til læring.

Om LIX

LIX er sat i verdenen for at gøre livet lettere for de studerende. Dels bliver adgangen til lærestof lettere, når det findes digitalt. Dels er løsningen ofte langt billigere for den studerende som samtidig også undgår at skulle bære rundt på tunge studiebøger.

Antallet af bøger er i dag ca. 150.000 fordelt på ca. 300 forlag, hvoraf de fleste er amerikanske. Drømmen og målet er at få alle de danske forlag med, så løsningen bliver en komplet samling af bøger uanset sprog, studie eller forlag.

I øjeblikket kan LIX benyttes af de studerende i Danmark. Næste eventyr er det europæiske marked. Og de studerende er parate – 21.000 har allerede tilmeldt sig. Nu venter kun forlagene med alle deres titler.

Besøg LIX på lix.com/da/